Ny Direktør pr. 1. August




Ny direktør for Social- og sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens.



Efter en grundig proces med et stærkt ansøgerfelt har et enigt ansættelsesudvalg peget på 42-årige Anne Mette Vind som ny direktør for Social- og sundhedsskolen Fredericia- Vejle-Horsens. Hun tiltræder 1. august 2019.

Anne Mette Vind kommer fra en stilling som uddannelseschef ved Social- og Sundhedsskolen i Herning, hvor hun har været siden 2014. Forud for det har Anne Mette Vind i en årrække været afdelingssygeplejerske i psykiatrien i Region Midtjylland, og hun besidder således mangeårig ledererfaring, en solid sundhedsfaglig baggrund samt en stor indsigt i SOSU-uddannelserne og det udøvende niveau inden for velfærdsområdet.

Anne Mette Vind glæder sig meget til at lære organisationen at kende og til at fortsætte arbejdet med at styrke Social- og sundhedsskolens profil på afdelingerne i Horsens, Vejle, Fredericia og Kolding.

-Social og sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens er en særdeles spændende skole med en tydelig profil. Jeg glæder mig til at tiltræde som direktør for skolen og være med til at fortsætte skolens gode udvikling, så skolen er tydelig i uddannelseslandskabet med et attraktivt læringsmiljø for både unge og voksne elever.

Klar til vigtige udfordringer
Den nye direktør er også klar til at håndtere både udvikling og udfordringer i en tid, hvor der er et markant behov for at styrke rekruttering og fastholdelse af elever og udvikle kvaliteten i SOSU-uddannelserne;

-Jeg er stolt over, at jeg får muligheden for at stå i spidsen for en enestående skole, der har en vigtig opgave i at uddanne og efteruddanne fremtidens velfærdsmedarbejdere til et arbejdsmarked, der har stor brug for dem og deres faglighed, siger Anne Mette Vind.

Den nyansatte direktør blev tilbudt stillingen af en enig bestyrelse, der ser frem til samarbejdet;
- Det har været afgørende for os, at den nye direktør kan stå i spidsen for en fortsættelse af den gode og solide kurs, der allerede er lagt for skolen. Ambitionen er fortsat at udbyde attraktive uddannelser til fremtidens velfærdssamfund, samt styrke og udvikle skolens mange aktiviteter. Den opgave har vi stor tiltro til, at Anne Mette kan løfte, siger bestyrelsesformand Jacob Bjerregaard.

Afsked med Hanne Helleshøj efter 10 år
Med ansættelsen af en ny direktør betyder det et farvel til skolens nuværende direktør, Hanne Helleshøj. Hun har med udgangen af juli 2019 valgt at gå på pension efter 10 år på posten.
- Jeg takker Hanne Helleshøj for den store indsats gennem 10 år. Sammen med skolens bestyrelse og medarbejdere har hun opnået nogle utroligt flotte resultater, som har skabt dyb respekt og anerkendelse i både ind- og udland og har været med til at sætte skolen på landkortet som en innovativ og fremsynet institution med en bred samarbejdsflade, siger Jacob Bjerregaard.

Kontakt for yderligere information
Bestyrelsesformand Jacob Bjerregaard, tlf. 72 10 71 00, jacob.bjerregaard@fredericia.dk
Direktør Anne Mette Vind, tlf. 30 16 90 04, avi@sosuherning.dk