19.12.2016

TO-SPROGEDE FÅR NYE MULIGHEDER FOR AT TAGE EN SOCIAL- OG SUNDHEDSUDDANNELSE

I august 2015 trådte en reform af erhvervsuddannelserne i kraft, som blandt andet betød, at et særligt udviklet 40-ugers grundforløb for to-sprogede elever på social- og sundhedsuddannelserne blev nedlagt. Det betød en kraftig reduktion i antallet af unge fra denne gruppe, som blev optaget på uddannelserne. Et nyt forløb - udviklet i et samarbejde mellem Social- og sundhedsskolen i Horsens og Horsens HF & VUC - åbner nu op for, at de to-sprogede igen kan få en tilpasset indgang ind i sundheds- og omsorgs-uddannelserne.


Omsorg, respekt og muligheden for at kunne være noget for andre. Det er de gennemgående temaer når to-sprogede elever på Social- og sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens er blevet spurgt om, hvorfor de gerne ville tage en uddannelse indenfor netop dette felt. Og de to-sprogede elever har da også forstået at markere sig – både på skolerne og i praktikken. Thomas Thomsen, chef for nye uddannelser, rekruttering, optag og fastholdelse; ”Mange af vores to-sprogede elever har afsluttet med meget flotte eksamener og har fået stor anderkendelse fra deres praktiksteder. Flere har også fået tilbudt job, mens de stadigvæk gik på skolen. Så vi tænker helt klart fra vores side, at det har været en succes at kunne tilbyde tilpassede 40-ugers forløb til denne gruppe og er glad for, at vi nu kan finde nye veje i samspil med Horsens HF & VUC.”


Dinna Balling, rektor for Horsens HF & VUC er glad for den nye mulighed for de to-sprogede elever; ”Det nye samarbejde vil løfte de 2-sprogede elevers faglighed og hjælpe dem i gang med en uddannelse, de brænder for. Vi får mulighed for at tone undervisningen efter de faglige behov i social- og sundhedsuddannelserne, og det at undervisningen foregår på social- og sundhedsskolen gør det nemmere at fastholde de unges motivation og mål. Samtidig løfter vi en vigtig samfundsopgave ved at støtte de to-sprogede i at tage uddannelse og arbejde.”


Det nyudviklede forløb for to-sprogede udbydes via Horsens HF & VUC. Eleverne har undervisning på Social- og sundhedsskolen, og undervisningen strækker sig over et år. Herefter kan eleverne søge optagelse på skolens Grundforløb 2, som er målrettet en uddannelse som social- og sundhedshjælper eller assistent. Der er åbent for optag til forløbet frem til medio januar og opstart februar 2017.

FOR MERE INFORMATION:
Social- og sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens: Chef for nye uddannelser, rekruttering, optag og fastholdelse Thomas Bøgelund Thomsen, T: 21 684 476, Mail: tht@sosufvh.dk

Horsens HF & VUC Rektor Dinna Balling, T: 60 89 80 20, Mail: DB@horsenshfogvuc.dk