06.10.2017

Elever fra Horsens klar til DM i SOSU SKILLS i 2018

Torsdag den 5. oktober vandt Clara Fedder Sørensen og Jeanette Nygaard Larsen fra Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens Regionsmesterskabet i Skills for Social- og Sundhedsassistentelever, og de to elever vil derfor repræsentere skolen ved danmarksmesterskaberne til januar.

Jeanette Nygaard Larsen: "Vi var meget spændte inden vi skulle på scenen, men da vi først fik mikrofoner på, og var igang, så glemte vi alt om publikum og koncentrerede os 100% om opgaven. Vi havde et super godt samarbejde på scenen, og er meget glade for at gå videre til DM".  

Clara Fedder Sørensen: "Jeg glæder mig rigtig meget til at komme til DM. Det bliver en kæmpe oplevelse og en god faglig udfordring".

SKILLS ER EN KONKURRENCE PÅ FÆRDIGHEDER

Skills er erhvervsskolernes årlige konkurrence, hvor elever dyster på deres færdigheder inden for deres fag. Social- og Sundhedsassistentelever skal vise, at de har en solid forståelse både for sundhedsfremme, sygdomsforebyggelse, rehabilitering, sygepleje og for instruktion og vejledning. De skal også kunne dokumentere deres arbejde korrekt, og de bliver bedømt på deres kommunikation både med hinanden og med borgere og patienter. 

DANMARKSMESTERSKABET VENTER

Clara Fedder Sørensen og Jeanette Nygaard Larsen kan se frem til mere hård træning ved siden af deres uddannelse, for konkurrencen fortsætter til DM i Skills den 18.-20. januar i MCH i Herning, hvor elever på landets erhvervsuddannelser mødes for at finde bedste inden for hvert fag.