06.10.2017

Nyt videnscenter for velfærdsteknologi skal styrke SOSU-elevers position på arbejdsmarkedet

Styrelsen for undervisning og kvalitet har netop udpeget SOSU Nord, SOSU Fredericia-Vejle-Horsens og SOSU Fyn som partnerskoler i et nyt videnscenter for velfærdsteknologi, der skal dække Jylland og Fyn.

Centeret er ét af i alt 10 centre, som skal bidrage til, at elever på erhvervsuddannelserne kan håndtere den hastige teknologiske udvikling og dermed matche de kompetencer, som virksomhederne efterspørger på et digitalt arbejdsmarked. Aftalepartierne bag EUD-reformen har afsat i alt 133 mio. kr. til etablering og drift af videnscentrene fra 2017 – 2020.

Det nyudnævnte videnscenter skal imødekomme den stigende udvikling og anvendelse af velfærdsteknologiske hjælpemidler på social- og sundhedsområdet.

Vi har allerede mange avancerede teknologier på social- og sundhedsområdet, som kræver uddannelse og kendskab. Centeret skal bidrage til, at eleverne i højere grad bliver fortrolige med de nyeste velfærdsteknologier, inden de skal ud på arbejdsmarkedet” udtaler direktør for SOSU Nord, Lene Kvist.

SOSU-skolernes kerneopgave er at uddanne kompetente og kvalificerede medarbejdere - med udgangspunkt i, hvad arbejdsgivere og erhvervsliv efterspørger. Og flere velfærdsteknologiske hjælpemidler som bl.a. elektroniske simulationsdukker, robotter som sælen Paro, telemedicin samt digitalisering i hverdagen får arbejdsgiverne til at efterspørge nyuddannede, som netop har denne forståelse for og erfaring med teknologierne.

En af de store arbejdsgivere på SOSU-området er regionerne. Blandt andet Region Nordjylland, hvor værtsskolen SOSU Nord er placeret.

”Velfærdsteknologi fylder mere og mere i det sundhedsvæsen, som vi administrerer. Derfor ser jeg også frem til, at vi i regioner og kommuner kommer til at nyde godt af, at de nyuddannede gennem videnscentret bliver klædt godt på til i praksis at udnytte de konkrete velfærdsteknologiske løsninger. Jeg er overbevist om, at videnscentret kommer til at præge udviklingen af velfærdsteknologi fremadrettet,” siger regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman.

Målet er klart Videnscentret skal, udover at indsamle og formidle den nyeste viden inden for det velfærdsteknologiske område, også understøtte forskning og hjælpe med indkøb og implementering af udstyr og undervisningsforløb på de øvrige SOSU-skoler i Jylland og på Fyn.

“Vores mission er at skabe et videnscenter, hvor virksomheder, samarbejdspartnere i sektoren, forskere og vores egne elever og kursister kan indhente, udveksle og udvikle ny viden. Centeret giver mulighed for at tage helt nye skridt i forhold til digitalisering af undervisningen, eksempelvis via Virtual Reality og andre digitale læringsmetoder”, udtaler direktør for SOSU Fyn, Mogens Kragh Andersen.

Erfaring bag ordene Med de tre SOSU-skoler som drivkraften for det nye videnscenter, er der bragt tre stærke spillere på banen inden for det velfærdsteknologiske område. SOSU Fyn har igennem en årrække opbygget erfaring med innovations- og læringsteknologi, og på Social- og sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens har man særligt fokus på brug af simulationsudstyr i undervisningen. På SOSU Nord stiftede man allerede i 2012 Future Lab, som er et test- og implementeringscenter for de nyeste velfærdsteknologier.

”Vi har i forvejen en styrkeposition i forhold til simulation, og videnscentret gør det muligt at bringe de nyeste teknologiske muligheder for simulation i undervisningen i spil for eleverne. Vi anvender simulation ud fra en helhedsorienteret tilgang, hvor eleverne kan afprøve teori og øve metoder i et sikkert læringsmiljø, før de skal ud i praksis”, udtaler direktør for Social- og sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens, Hanne E. Helleshøj.

Der er allerede rigtig god opbakning fra forskellige samarbejdspartnere til det nye videnscenter for velfærdsteknologi. På nuværende tidspunkt har centeret således mere end 50 interessetilkendegivelser fra blandt andet kommuner, regioner, uddannelsesinstitutioner og private virksomheder.

“Jeg kan se, at der er et stigende behov for at tænke i velfærdsteknologiske løsninger på vores sygehuse. Vi får flere og flere ældre patienter og flere patienter med kronisk sygdom. Det betyder, at vi skal blive bedre til at udnytte vores ressourcer rigtigt, og her er innovative teknologiske løsninger helt centrale. De nye løsninger stiller også krav til vores medarbejdere, og her kan det nye center være med til at klæde dem på,” udtaler regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose.


YDERLIGERE INFO

https://www.stukuvm.dk/uvm-dk/erhvervsuddannelser/skoleudvikling/videnscentre


KONTAKT 

For yderligere information kontakt venligst:

Direktør, SOSU Nord, Lene Kvist, lekp@sosunord.dk 31 64 71 14

Direktør, Social- og sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens, Hanne E. Helleshøj, hhe@sosufvh.dk 79 21 13 40

Direktør, SOSU Fyn, Mogens Kragh Andersen, moan@sosufyn.dk 63 10 27 02

Regionsrådsformand Ulla Astman (A), Region Nordjylland, 30 23 64 54 

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark, 25 33 09 82