Barsk afslutning

Sosu-elever havde nok at se til ved fredagens sidste opgave ved DM i Skills.




På trods af de mange udfordringer klarede de to social- og sundhedsassistentelever fra Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens sig godt.

Scenen i NRGi Park & Arena var omdannet til lungemedicinsk afdeling M2 på Aarhus Universitetshospital, da Tina Christensen og Betina Tindbæk Kristensen blev kastet ud i fredagens sidste opgave ved DM i Skills.

Skuespillere agerede de to patienter Tove Holm på 69 år og Katrine Hansen, 73 år.

Tove havde været indlagt et halvt år med lungekræft og kunne ikke tilbydes mere behandling. Hun skulle blandt andet have skiftet en forbinding på højre hæl, have et middel mod svamp i munden og spise morgenmad.

Katrine havde KOL og blev for fire dage siden indlagt med hoste, feber og vejrtrækningsproblemer. Hun skulle blandt andet have målt sin temperatur og puls, have morgenmad og, hvis hendes tilstand var stabil, udskrives.

Tina Christensen og Betina Tindbæk Kristensen havde 10 minutter til at forberede sig, 30 minutter til at løse opgaverne og fem minutter til at besvare spørgsmål fra dommerne, der fulgte med på scenen.

I løbet af opgaven dukkede endnu en skuespiller op. Det var Tove Holms mand, der ønskede at få sin kone med til Kina til alternativ behandling. Så pludselig skulle der også tages en alvorlig samtale med ham om hustruens tilstand.

På trods af de mange udfordringer klarede de to social- og sundhedsassistentelever fra Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens sig dog godt.

I morgen lørdag venter endnu to opgaver på scenen, inden Danmarksmestrene hen på eftermiddagen bliver kåret.



Gå tilbage