Besøg fra Tyrkiet

Social- og Sundhedsskolen har besøg fra tyrkisk Science High School som led i elevudveksling.




I alt syv elever og to lærere fra Vehbi Dinçerler Science High School i Gaziantep i det sydøstlige Tyrkiet har i uge 18 besøgt Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens, hvor de har fulgt undervisningen på det internationale grundforløbshold i afdelingen i Horsens.

Hvordan er den danske kultur, og hvordan foregår undervisningen i Danmark? Det er nogle af de spørgsmål, som en flok tyrkiske elever har fået svaret på i denne uge.

I alt syv elever og to lærere fra Vehbi Dinçerler Science High School i Gaziantep i det sydøstlige Tyrkiet har i uge 18 besøgt Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens, hvor de har fulgt undervisningen på det internationale grundforløbshold i afdelingen i Horsens.

De har blandt andet deltaget i et læringsspil, hvor de på tavlen skulle skrive de ord ned, som de forbandt med de danske vikinger. Og ”ship” og ”fight” kom hurtigt på tavlen.

Besøget er en udløber af et møde om et EU-projekt, som Hanne Helleshøj, direktør for Social- og Sundhedsskolen, i maj 2012 deltog i. Her blev der skabt kontakt til den tyrkiske skole, og en udveksling af elever blev aftalt.

Det er meningen, at et internationalt grundforløbshold fra Social- og Sundhedsskolen til efteråret skal besøge skolen i Tyrkiet.

Under besøget i Danmark har de tyrkiske elever og lærere været vist rundt af syv guider fra det internationale grundforløbshold. Udover at deltage i undervisningen har de tyrkiske gæster besøgt Horsens Produktionshøjskole, Fængselsmuseet, Legoland og Kongernes Jelling.

På fredag går turen til Den Gamle By i Aarhus og Bazar Vest. Her skal der købes ind til en afskedsmiddag fredag aften med både tyrkiske og danske retter, inden der lørdag er afrejse til Tyrkiet.



Gå tilbage