Bevæget afsked

Mange var mødt frem til reception for uddannelsesvejleder Jørgen Søndergård, der går på pension efter 20 år på Social- og Sundheds-skolen.




Det var en bevæget afsked, der fredag 29. november fandt sted på Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens' afdeling i Horsens, hvor der om formiddagen var afskedsreception for uddannelsesvejleder Jørgen Søndergård, 65 år.

Han går efter 20 års ansættelse på Social- og Sundhedsskolen på pension, og mange af skolens medarbejdere og inviterede samarbejdspartnere var mødt frem for at sige farvel.

Uddannelsesleder i Horsens, Annette Teilmann Demant, roste Jørgen Søndergårds indsats, det hjerteblod, han har lagt i arbejdet, og hans holdning til, at der altid er en ny chance for enhver.

”Jeg synes, du har skubbet os i forhold til at finde løsninger. Og den holdning, du har stået for i det pædagogiske arbejde, vil jeg gerne være med til at føre videre”, sagde hun blandt andet.

Også mange af Jørgen Søndergårds kolleger holdt tale ved receptionen.

Uddannelsesvejleder Mona Langvold sagde blandt andet:

”Jeg ved, at der er mange, som kommer til at savne dig. Alle de elever med sjælesorger, du har taget dig af. Jeg har siddet på kontoret og oplevet, at der er kommet én ind og har sagt: Nå, der er ikke nogen. Jo, jeg er her, har jeg så sagt. Nå, men det var egentlig Jørgen Søndergård, jeg ledte efter, blev der svaret”, fortalte hun.

Der var også mange gaver til den kommende pensionist. Jørgen Søndergård fik blandt andet et såkaldt bukkekald, som han kan bruge til at kalde vildtet til sig, når han i pensionisttilværelsen skal til at gå på jagt.



Gå tilbage