Forældre på besøg

Mange lagde vejen forbi, da afdelingen i Vejle inviterede forældre og andre pårørende til eleverne indenfor.




Onsdag 28. august fra kl. 17 til 19 var forældre og andre pårørende til de godt 100 elever på grundforløbet på Social- og Sundhedsskolens afdeling i Vejle inviteret til et netværksarrangement, hvor de havde mulighed for at høre om uddannelsen og blive vist rundt på skolen.

58 gæster havde valgt at takke ja til invitationen – udover forældre var der kærester og andre kontaktpersoner til eleverne med til arrangementet.

Det var første gang, at afdelingen i Vejle stod bag et netværksarrangement, og det viste sig at være en succes.

Underviser Tina Holst Olsen fortæller, at baggrunden for initiativet er, at undersøgelser viser, at det er vigtigt, at elevernes netværk bakker dem op, hvis de skal gennemføre en uddannelse.

”Vi ville gerne fortælle de fremmødte, hvad vi er for en skole, og hvad vi forventer af eleverne, og hvilke uddannelsesmuligheder de har bagefter, så vi kunne give elevernes bagland en forståelse af det grundforløb, de er i gang med”, beretter hun.

Der blev også fortalt om de muligheder for støtte i form af blandt andet it-rygsæk og mentor-ordning, som eleverne har under uddannelsen.

Dorthe Skriver Bonderup, der er uddannelsesleder i Vejle, siger, at netværksarrangementet har været et forsøg men, at den store opbakning til arrangementet betyder, at det er noget, afdelingen i Vejle vil prøve at holde igen.

"Forældrene var meget positive og glade for at høre om skolen og de forskellige aktiviteter, vi laver for deres unge. Vi fik positiv feedback, og forældrene var glade for at blive involveret. Efterfølgende har forældre været på skolen, hvis der har været nogle udfordringer for eleverne, så der er gennem netværksaftenen banet en kommunikationsvej", fortæller hun.

Fra grundforløbet kan eleverne på Social- og Sundhedsskolen søge ind på uddannelserne til social- og sundhedshjælper og pædagogisk assistent (PAU).



Gå tilbage