Forsmag på Skills

Heidi Siig og Lisa Eltved fik en forsmag på, hvad der venter dem til Regionsmesterskaberne i Skills på torsdag.




"Det var mærkeligt, at der var så mange, der kiggede på. Men det er rart at have prøvet nogle ting af, inden det går løs på torsdag".

Sådan sagde de to social- og sundhedsassistentelever Heidi Siig, 20 år, og Lisa Eltved, 19 år, begge fra Kolding, der er elever på Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens, efter de tirsdag 1. oktober havde fået en forsmag på, hvad der venter dem, når de torsdag deltager i Regionsmesterskaberne i Skills i Aabenraa.

Deres undervisere, Merete Jørgensen og Hanne K. Madsen, der har skullet gøre pigerne klar til konkurrencen, havde arrangeret en generalprøve i aulaen i Fredericia-afdelingen. Og skolens elever var mødt talstærkt frem for at se, hvordan konkurrencen ved Regionsmesterskaberne foregår.

Til generalprøven var der lavet et udsnit af den case, som pigerne skal dyste i ved Regionsmesterskaberne. Pigerne havde på forhånd fået udleveret casen, så de havde kunnet øve sig på konkurrencen, og de skulle forestille sig, at de som social- og sundhedsassistenter mødte i dagvagt hos søskendeparret "Marie", 83 år, og "Kristian", 87 år.

"Marie" og "Kristian" bor på en lille ejendom, der er deres fødehjem. De er for nylig begyndt at få hjælp fra kommunens hjemmepleje, efter "Marie" har været indlagt med et sammenfald i rygsøjlen. Det er fire dage siden, at "Marie" er kommet hjem fra sygehuset, hvor hun fik konstateret diabetes type to, og hun får nu insulin om morgenen. "Kristian" fik for tre år siden konstateret tyktarmskræft og fik anlagt en colostomi. Han klager over ledsmerter og bliver let forpustet, når han går med sin rollator. Han er startet behandling med støttestrømper.

"Marie" skal have målt blodsukker, have insulin og hjælp til at komme ud af sengen, ligesom hun skal have dryppet øjne og vejledes omkring diabetes kost. "Kristian" skal have hjælp til støttestrømper, stomipleje og hjælp til at komme ud af sengen.

I aulaen var der stillet senge op, og to elever, Ellen Schjørring og Hamad Aziz, spillede de to søskende, ligesom skolens Skills-koordinator, Irene Langgaard, agerede dommer.

Efter 10 minutters forberedelse havde Heidi og Lisa en halv time til at løse opgaverne, inden de til sidst havde fem minutter til at forklare, om der eventuelt var noget, de kunne have gjort anderledes.

Nu glæder pigerne sig bare til premieren, hvor de skal dyste mod hold fra de andre sosu-skoler i Region Syddanmark.

Vinderne af Regionsmesterskaberne går videre til DM i Skills, der finder sted i Gigantium i Aalborg 23.-25. januar 2014.



Gå tilbage