Handicappet i en dag

Social- og sundhedshjælperelever fik et unikt indblik i handicappedes muligheder inden for idræt.




Hvordan er det at have et synshandicap eller at sidde i kørestol?

Det fik eleverne i de to teori to klasser på uddannelsen til social- og sundhedshjælper i Social- og Sundhedsskolens afdeling i Horsens lov til at mærke på egen krop, da de onsdag og torsdag 11. og 12. september havde besøg af kørestolsbrugeren Allan Jensen fra Dansk Handicap Idræts-Forbund.

Besøget var kommet i stand i forbindelse med undervisningstemaet ”Handicap”. 

De to formiddage blev brugt på at dyrke handicapidræt i skolens sportshal. Der blev blandt andet spillet boccia, goalball, der er et boldspil specielt designet for blinde udøvere, og kørestolsrugby. Derudover blev der leget forskellige lege som forberedelse til idrætterne, hvor eleverne prøvede at være blinde i blandt andet blindetagfat, ligesom de skulle lære at manøvrere en kørestol rundt i hallen og over en lille kantsten.

Målet var, at eleverne skulle opleve, hvordan det er at være funktionshæmmet i forhold til idrætten, men også hvilken glæde det giver at være aktiv til trods for funktionsnedsættelsen.

Efter frokost samledes eleverne i klassen, hvor Allan Jensen fortalte om handicapidrætten og om, at eleverne kunne have en vigtig rolle i rekrutteringen af nye idrætsudøvere.

Til slut fortalte Allan om, hvorfor han var blevet kørestolsbruger, hvor efter han svarede på alle de spørgsmål, som eleverne kunne finde på.

”Det er den bedste og mest inspirerende dag, jeg længe har oplevet”, fortæller 49-årige Jeanette Jakobsen fra Føvling.

”Vores underviser Allan var kørestolsbruger, men hvilken udstråling af livsglæde han havde. Han var så smittende. Jeg glemte helt, at han sad i kørestol. Jeg fik et lille indblik i, hvilke sportsgrene der findes for mennesker med forskellige handicap. Jeg spillede rugby i kørestol. Det er helt vildt sjovt, og hele holdet gik totalt op i det”, beretter hun.

Også 19-årige Mia Jeberg Jensen fra Billund havde en inspirerende dag.

”For mange mennesker inklusiv mig selv synes det at være handicappet og selve emnet meget tabu. Jeg må ærligt erkende, at efter en hel dag i kørestol, med en mand, der er livsglæden selv, blev ordet handicap til endnu et positivt ord i min ordbog. Vi fik et kæmpe indblik i, hvor begrænset et liv man har i en kørestol – og så alligevel ikke”, forklarer hun.



Gå tilbage