Hjemme fra USA-tur

PAU-elever har haft oplevelsesrig tur til Florida.




Lørdag 8. marts 2014 vendte fire elever og en underviser fra uddannelsen til pædagogisk assistent (PAU) på Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens hjem efter en 14 dages tur til Orlando i Florida.

Eleverne og underviseren har deltaget i en stor international konference om børnepædagogik kaldet "10th Annual Early Childhood Conference". Konferencen var arrangeret af Seminole State College, som Social- og Sundhedsskolen samarbejder med om simulation. Foruden konferencen deltog de også i undevisningen på Seminole State College, hvor de fortalte de amerikanske studerende om uddannelsen til pædagogisk assistent. Det blev også til inspirationsbesøg i tre amerikanske daginstitutioner.

Projektet var støttet af Uddannelses- og Forskningsministeriet via DK-USA programmet for erhvervsuddannelser, og alt i alt var der tale om en oplevelsesrig tur.

Én oplevelse kunne elever og underviser dog have undværet.

Onsdag aften i den forgangne uge blev de nemlig de ufrivillige vidner til en skudepisode på det hotel, som de var indkvarteret på. Hotellet ligger i en fredelig bydel, som mange danske studerende vælger at bo i, når de besøger Orlando, fordi det er tæt på en række uddannelsesinstitutioner. Men kl. 23 lød der skud på hotellet, og kort efter blev der banket på døren til det værelse, som to af eleverne fra Social- og Sundhedsskolen delte. Det var politiet, der ønskede at vide, om eleverne havde set eller hørt noget til skudepisoden.

Eleverne skulle opgive deres navne, og kl. 01.30 vendte betjentene tilbage for at følge op, idet den ene elevs efternavn var blevet forkert registreret på hotellisten, så det ikke matchede navnet i passet. Fejlen blev dog hurtigt opklaret, og eleverne kunne igen gå til ro.

Om morgenen erfarede elever og underviser, at to personer, en mand og en kvinde, var blevet såret af skud på hotellet. Det blev derfor besluttet at flytte til et andet hotel, hvor resten af opholdet blev tilbragt, inden turen fredag gik til lufthavnen i Orlando og videre til Kastrup.

Her blev rejseselskabet mødt af Social- og Sundhedsskolens internationale kooordinator Hans-Henrik Johansen, der fulgtes med elever og underviser i toget hjem til Jylland.

"Vi ønskede som skole at sikre os, at elever og underviser havde det godt og gøre opmærksom på, at skolen har et kriseberedskab, der giver mulighed for psykologhjælp", fortæller han.

"Umiddelbart havde elever og underviser fået snakket episoden på hotellet godt igennem, og eleverne havde fra USA haft kontakt til deres pårørende. Men skulle der den kommende tid blive behov for hjælp, så står vi klar til at henvise", siger han.



Gå tilbage