Klar til Skills

Sosu-elever glæder sig til at vise deres fag frem ved Regionsmesterskaberne.




Heidi Siig og Lisa Eltved glæder sig til Regionsmesterskaberne i Skills

Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens har udtaget det hold, der skal dyste ved Regionsmesterskaberne i Skills i Aabenraa 3. oktober.

Der er tale om Lisa Eltved, 19 år, og 20-årige Heidi Siig, begge fra Kolding, der er i gang med at uddanne sig til social- og sundhedsassistenter på skolens afdeling i Fredericia.

”Det bliver spændende at deltage i Skills. Det er en udfordring men også en mulighed for at vise, hvad vi kan – at vise vores fag frem”, fortæller de.

Pigerne, der går i klasse sammen, har planlagt, at de skal mødes for at træne minimum én gang om ugen frem mod Regionsmesterskaberne. Her skal de dyste mod hold fra de andre sosu-skoler i Region Syddanmark.

Vinderne af Regionsmesterskaberne går videre til DM i Skills, der finder sted i Gigantium i Aalborg 23.-25. januar 2014. I alt 42 fag er meldt til.

Foruden social- og sundhedsassistenter deltager blandt andet murere, frisører, slagtere og konditorer i konkurrencen, der skal skærpe de unges faglige niveau. Det er nonprofit organisationen SkillsDenmark, der står bag DM i Skills.



Gå tilbage