Motion på skoleskemaet

Sosu-elever har spillet beachvolley og frisbee på Østerstrand.




Der blev både løbet og grinet i det sommervarme sand, da de 27 elever fra skoleperiode to på uddannelsen til social- og sundhedshjælper torsdag morgen spillede beachvolley og frisbee på Østerstrand i Fredericia.

Alle elever på Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens har motion på skoleskemaet, og det er meget forskelligt, hvad idrætstimerne bliver brugt til. Det kan være pilates, kredsløbstræning, rytmisk gymnastik eller fodbold.

”Vi forsøger at inddrage eleverne i tilrettelæggelsen. Er der elever, der er aktive i fritiden, måske instruktører, kan de være med til at træne hinanden. Vi benytter nogle gange det lokale motionscenter, ligesom vi har været i Fredericia Idrætscenter og lave vandaerobic”, fortæller underviser Merete Jørgensen og fortsætter:

”Det handler om, at eleverne skal blive bevidste om deres krop, fordi det er et fysisk hårdt arbejde, de skal ud i”, forklarer hun.

Tim Hansen og Lumturije Fejzullahi, begge 18 år og fra Kolding, er glade for motionstimerne.

”Timerne kan inspirere til, at du begynder at dyrke sport i fritiden, og du lærer også at skulle samarbejde, når der er tale om en holdsport. Og så er det bare rart at bruge sin krop. Det er jo den, du skal bruge, når du kommer ud på arbejdsmarkedet”, siger de.

Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens blev i juni belønnet med et diplom fra Green Network for indsatsen for at øge sundheden blandt elever og medarbejdere.

Selv om motion ikke er en del af bekendtgørelser og uddannelsesordning for de uddannelser, skolen udbyder, har skolen valgt at sætte motion på skemaet for alle elever.

Emnet sundhed er desuden blevet implementeret i alle fagområder. Der er blevet udarbejdet en sundhedspolitik, og senest er der blevet lavet en sundhedsredegørelse, der har fokus på kost, rygning, alkohol og motion.



Gå tilbage