Naturens rum var redskab

PAU-elever har været på tur til Stenderup Skovene, hvor de overnattede i bålhytte.




At lære at bruge naturens rum som pædagogisk redskab.

Det var formålet, da de to hold elever, der i sommer startede på uddannelsen til pædagogisk assistent i Social- og Sundhedsskolens afdeling i Fredericia, for nylig var på udflugt til Stenderup Skovene ved Kolding.


Eleverne skulle løse forskellige opgaver på turen. De fik blandt andet udleveret en rulle snor og skulle finde materialer i skoven, som de kunne bygge deres egne stole af.

De skulle også lave minimiljøer af de ting, de kunne finde. Det blev blandt andet til en legeplads med forskellige redskaber og et eventyrlandskab med æble- og koglefolk.

Der blev også lavet fem boliger, som Freud og andre teoretikere, som eleverne stifter bekendtskab med i undervisningen, kunne tænkes at bo i.

Der blev også brugt tid på ryste-sammen-aktiviteter som rundboldspil og en tur til stranden, hvor eleverne skulle fange dyr i vandet og kategorisere dem.

Endelig blev der med medbragte tejner fanget krabber, som der om aftenen blev lavet bisque af over bål.

Til de, der ikke var så glade for mad fra havet, blev der budt på svinekams-sandwich, ligeledes lavet på bål. Og så kunne eleverne mætte og trætte gå til ro i bålhytten, som de overnattede i.



Gå tilbage