PAU-elever i dialog

Temauger om kulturforskelle har styrket elevernes kulturelle kompetencer.




Inaam Abou Khadra stillede under sit besøg på Social- og Sundhedsskolen forskellige aktuelle dilemmaer op, som PAU-eleverne skulle forholde sig til.

I tre uger har de 17 elever på teori to forløbet på uddannelsen til pædagogisk assistent (PAU) på Social- og Sundhedsskolens afdeling i Fredericia beskæftiget sig med temaet ”Kulturelle kompetencer”.

Eleverne har blandt andet besøgt Sønder Korskær Parkerne i Fredericia, som er et boligområde med mange beboere med anden etnisk herkomst end dansk. 

De har læst om forskellige kulturer og sat sig ind i de tre store religioner: Jødedommen, Kristendommen og Islam.

Og så har de haft besøg af den aktive debattør af den mellemøstlige kultur Inaam Abou Khadra, 23 år, der er med i 5240 Act Now - et teater med unge/voksne fra bydelen 5240 Vollsmose i Odense. Hun har lige deltaget i Folkemødet på Bornholm.

Inaam Abou Khadra, der har studeret statskundskab på Syddansk Universitet og er i gang med at læse journalistik samme sted, stillede under sit besøg på Social- og Sundhedsskolen forskellige aktuelle dilemmaer op, som PAU-eleverne skulle forholde sig til. Eksempelvis skulle de diskutere, om man skal have et juletræ i en boligforening, hvor der bor 24 muslimer og fire danskere.

Underviser Charlotte Tejlgaard fortæller, at undervisningsforløbet har været meget udbytterigt.

”Vi skal danne eleverne som demokratiske borgere. Forløbet skal ses som en forberedelse af eleverne, der som pædagogiske assistenter skal ud og arbejde med mange forskellige kulturer, og jo større forståelse og faglighed de har, jo bedre kan de skabe dialog frem for at tage afstand”, forklarer hun.



Gå tilbage