Rejsegilde på den nye skole i Vejle




Torsdag den 19. februar kl. 15.00 byder Social- og sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens velkommen til rejsegilde på den nye skole på Vestre Engvej i Vejle. Den nye skole erstatter den nuværende afdeling på Staldgårdsgade, der har været base for skolen de sidste 5 år.

Direktør Hanne Helleshøj: ”Skolen i Vejle har oplevet en vækst, der gør, at det ikke længere er muligt at være i Staldgårdsgade. Samtidig har vi valgt at bygge en ny skole, fordi vi gerne vil have en moderne og tidssvarende uddannelsesinstitution og et godt tilbud til vores elever. En beliggenhed på Vestre Engvej vil betyde, at vi kan vedligeholde et rigtigt godt samarbejde med de øvrige uddannelsesinstitutioner i Vejle og med Vejle Kommune. Skolens fremtidige lokalisering falder også i tråd med den vision, som kommunen har for placering af uddannelsesinstitutioner i Vejle”.

Stor donation muliggør banebrydende simulationscenter
Social- og sundhedsskolen er langt fremme, når det gælder simulation i undervisningen, og den nye skole kommer også til at rumme et komplet simulationspædagogisk center, som realiseres på baggrund af en donation på to millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Det er arkitektfirmaet billund/hansen i Fredericia, der har tegnet Social- og sundhedsskolens nye afdeling, der er på tre etager plus tagterrasse. Der er tale om et åbent byggeri med store lysindfald og mange muligheder for udnyttelse af de godt 3.000 kvadratmeter.

Vejles Viceborgmester Søren Peschardt vil sammen med repræsentanter fra skolen og entreprenøren sige et par ord ved rejsegildet. Efterfølgende er skolen vært ved en let anretning.

Yderligere oplysninger om projektet kan fås hos Social- og sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens, Økonomi- & administrationschef, Steen Ib Kjeldsen - tlf. 29 24 25 90 e-mail: skj@sosufvh.dk



Gå tilbage