Skolen bliver hotel

PAU-elever har brugt emnedage om natur og økologi på at skabe insekthoteller.




Eleverne har i tre dage beskæftiget sig med ”Natur og økologi”, som er ét af målene i uddannelsen. For eleverne Kirstine Lunderskov og Erik Vejen har forløbet været spændende.

Blade, kogler, nødder, mos og små stykker træ skal give edderkopper, mariehøns, bier, snyltehvepse og svirrefluer lyst til at slå sig ned i nogle insekthoteller, som inden længe bliver hængt op ved Social- og Sundhedsskolen i Fredericia.

Det er eleverne på teori 2-forløbet på uddannelsen til pædagogisk assistent, der har lavet insekthotellerne, som i øjeblikket er udstillet i aulaen.

Eleverne har i tre dage beskæftiget sig med ”Natur og økologi”, som er ét af målene i uddannelsen.

”Der er ikke længere så mange naturområder, hvor insekter kan leve vildt. Men vi har brug for insekterne til bestøvning af afgrøder og til at holde antallet af skadedyr nede”, fortæller underviser Helle Laursen om baggrunden for projektet med insekthotellerne.

For eleverne Kirstine Lunderskov, 24 år, og Erik Vejen, 20 år, begge fra Fredericia, har forløbet været spændende.

”Det har været sjovt. Det er sjældent, at man som pige får lov at bruge en hammer og en boremaskine”, siger Kirstine med et smil.

”Ja, det har været dejligt at lave noget kreativt. Og så kan vi bruge erfaringerne, når vi eksempelvis kommer ud at arbejde i en børnehave. Så vil vi kunne lave insekthoteller sammen med børnene”, forklarer Erik.

Opskriften på hotellerne har underviser Helle Laursen hentet på Danmarks Naturfredningsforenings Naturkatapulten.dk. Hun kom også med materialerne, der alle er biologisk nedbrydelige - også de brædder, der danner ramme om insekthotellerne. 



Gå tilbage