Snor klippet

Nyt uddannelsesmiljø med sofaer og Fatboys skal give eleverne på 40 ugers forløbet bedre muligheder for at lære.




Uddannelseschef Grethe Buch kunne mandag 5. august klippe den røde snor til et nyindrettet klasselokale for 40 ugers holdet på grundforløbet på Social- og Sundhedsskolen i Fredericia.

"Det er bare nice", lød de spontane kommentarer fra de 16 elever på holdet, da de efter klipningen af snoren myldrede ind i lokalet.

Her kunne de tage plads i to sofaer og to Fatboys, som der er blevet stillet op, mens eleverne, der startede på grundforløbet i januar, har holdt sommerferie.

Der er også blevet indrettet et bibliotekshjørne med undervisningsmateriale fra uddannelserne til social- og sundhedshjælper og pædagogisk assistent, som eleverne har mulighed for at søge ind på, når de er færdige med grundforløbet. I bibliotekshjørnet i klasseværelset kan de også finde skønlitteratur.

Underviser Helle Bejrholm fortæller, at baggrunden for nyindretningen af klasselokalet er et forsøg på at tage hensyn til de forskellige måder, eleverne bedst lærer på. I undervisningen bliver der arbejdet med Boströms og Schmidts læringsstilsmodel, men det har været svært at tage hensyn til de forskellige læringsstile i et klasselokale med almindelige borde og stole.

Med nyindretningen bliver mulighederne bedre, og eleverne er glade for de nye møbler.

"Jeg synes, at jeg lærer bedst i et hyggeligt miljø, og så tror jeg, at det nye studiemiljø vil skabe et bedre sammenhold, fordi vi vil vælge at opholde os mere i klasselokalet, også i pauserne", fortæller 18-årige Natasha Storm fra Fredericia.

"Hvis jeg sidder for længe på en stol, får jeg ondt i ryggen. Så det er dejligt, at jeg kan gå hen og sætte mig i en Fatboy"; siger Lisette Svendsen, 17 år og fra Tommerup Stationsby.



Gå tilbage