Sosu-smil smittede

Latterbaronen var på besøg i Social- og Sundhedsskolens afdeling i Vejle.




Latterbaronen fik i den grad, eleverne til at grine.

Smilene var smittende, og latteren kunne høres langt omkring, da Latterbaronen alias Preben Meldgaard fredag 11. oktober var gæst ved fredagssamlingen på Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens' afdeling i Vejle.

Preben Meldgaard har sit eget firma, Meldgaard Consulting, der arbejder med kommunikation, samarbejde og især trivsel og arbejdsglæde. Desuden har han oprettet Latterklubben i Vejle og tager rundt og underholder som Latterbaronen, hvor det handler om at få tilhørerne til at grine.

Og det var en mission, der lykkedes rigtig godt fredag formiddag, hvor Social- og Sundhedsskolens grundforløbselever, social- og sundhedshjælperelever og eleverne på den pædagogiske assistentuddannelse (PAU) var samlet til et underholdende foredrag om latteren og det, den gør, ved vi mennesker.

"Vidste I, at vi har et indre medicinskab, der bliver lukket op, når vi griner. Der udskilles både endorfiner, der er smertestillende, og de samme stoffer, som er i lykkepiller. Så vi bliver lykkelige, når vi griner", fortalte Preben Meldgaard.

Han kunne også fortælle, at et barn griner 200 til 300 gange om dagen. Når barnet bliver teenager, er antallet af grin nede på seks til syv. Og en mand på 50 år griner kun to en halv gang om dagen. Tankevækkende statistik, der tilsyneladende gik rent ind hos eleverne, for de fik i hvert fald grinet en masse. Eller også var det de sjove øvelser, som Latterbaronen satte dem i gang med.

Eleverne skulle blandt andet gå rundt og hilse på hinanden, hvor hej var udskiftet med et grin, og de skulle grinende løbe rundt to og to og lade som om, at de var radiobiler, der stødte ind i hinanden - alt sammen til stor morskab.



Gå tilbage