Wall of skills skaber interesse og nysgerrighed blandt eleverne




På Social- og sundhedsskolen i Fredericia- Vejle- Horsens er der stor fokus på deltagelse i SKILLS. Så meget at der nu er lavet et fast og meget synligt koncept på skolerne med information om SKILLS og billeder af vinderne fra de enkelte år tilbage til 2011. Konceptet består af en hel væg med billeder og information. Væggen i Fredericia blev etableret tidligere på året og i dag var det Horsens tur til at få ekstra synlighed omkring SKILLS.

Over 200 elever var i formiddags samlet på Social- og sundhedsskolen i Horsens for at overvære afsløringen af den nye Skills væg. Der var stor interesse blandt eleverne for at læse om reglerne for deltagelse og se billeder af tidligere deltagere/vindere fra skolens afdelinger. Annette Teilmann Demant, uddannelsesleder i Horsens ”Skills er en unik mulighed for at vise de faglige færdigheder og det høje faglige niveau inden for erhvervsuddannelserne. Det er også udviklende og sjovt at deltage, og jeg håber mange af vores elever vil have lyst til at prøve kræfter med konkurrencen.” Annette Teilman Demant gav også udtryk for at hun håbede til næste år, at se billeder på SKILLS væggen af elever fra Horsens afdelingen.      

Skolen har både vundet guld- og sølvmedalje til mesterskaberne, hvor selve konkurrencen foregår som et rollespil, hvor to elever sammen løser opgaver, der minder meget om den type situationer de er vant til at stå overfor i både skole og praktikforløb. Men Skills handler ikke kun om at vinde. Det er i høj grad også en god ballast i forhold til en senere eksamen, en læringsproces og også en god mulighed for personlig udvikling for deltagerne.

OM DM I SKILLS
DM i Skills er et fælles danmarksmesterskab for alle erhvervsuddannelser. DM i Skills blev afholdt første gang i 2011 og hensigten med mesterskabet er at give deltagerne en unik mulighed for at vise deres faglige færdigheder og høje faglige niveau. Via mesterskabet synliggøres meget aktivt de mange erhvervsuddannelsers muligheder - både over for omverdenen og ikke mindst for kommende potentielle eleverne. Alle social- og sundhedsskoler i Danmark medvirker til at udvikle og gennemføre såvel lokale/regionale som nationale SOSU Skills konkurrencer over hele landet.  


YDERLIGERE INFORMATION
Skoleansvarlig for kommunikation og marketing Pernille Benzon, tlf.: 40 24 22 12, peb@sosufvh.dk



Gå tilbage