Troels Jul Rahbek Mortensen
Udviklingskonsulent - Pædagogisk IKT
trm@sosufvh.dk
6120 5534
På SOSU FVH kan elever anvende kunstig intelligens (AI) som et hjælpemiddel i undervisning og læring. AI kan understøtte faglig forståelse, give overblik og hjælpe med at skabe sammenhæng mellem teori og praksis. AI må dog aldrig erstatte elevernes egen indsats, refleksion eller praktiske færdigheder.
Anvendelse af AI skal være meningsfuld og have et tydeligt læringsformål. Elever skal altid selv kunne forklare det faglige indhold i deres opgaver og vise, at de forstår det, de afleverer. Elever er ansvarlige for at bruge AI kritisk og ansvarligt.
Hvis AI anvendes i opgaver, projekter eller andre studieaktiviteter, skal det tydeligt fremgå, hvordan og i hvilket omfang værktøjet er brugt.
AI må ikke anvendes til snyd. Ved prøver og eksamen er brug af AI ikke tilladt, medmindre det tydeligt fremgår af reglerne for den pågældende prøve. Uretmæssig brug af AI betragtes som snyd og håndteres efter skolens regler og gældende eksamensregler.
Elever må ikke dele personoplysninger eller fortrolige oplysninger i AI-værktøjer. Det gælder oplysninger om borgere, patienter, elever, medarbejdere eller andre personer, som elever møder gennem deres uddannelse.
Anvendelse af AI på SOSU FVH skal ske ansvarligt og i overensstemmelse med skolens værdier om ordentlighed, anerkendelse og handlekraft – værdier, der også er centrale i arbejdet med mennesker.