Charlotte Lisbeth Bank
Underviser
clb@sosufvh.dk
+45 79 211 315
23 643 049
Som elev på pædagogisk assistent- eller social- og sundhedsassistentuddannelsen har du mulighed for at tage en del af din oplæring i udlandet. Her på siden finder du information om proces og forløb og har mulighed for at høre hvad andre elever har haft af oplevelser.
Se elever i udlandet.
Sådan foregår et oplæringsophold i udlandet – trin for trin
1. Du får information om mulighederne for oplæring i udlandet på skolen.
2. Du kontakter den internationale koordinator og søger om at deltage.
3. Du bliver udvalgt og får besked om destination og praktiksted.
4. Sammen med skolen forbereder du opholdet fagligt og praktisk.
5. Du rejser til udlandet og starter din oplæring på praktikstedet.
6. Under opholdet får du støtte og kontakt til både skole og praktik.
7. Efter hjemkomst afslutter du forløbet og deler dine erfaringer.
8. Din internationale erfaring bliver en del af din uddannelse.
Her kan du også få svar på dine spørgsmål og blive klogere på ansøgningsprocessen.
Du skal være fagligt og personlig stærk
Du skal være klar til at gøre en ekstra indsats for at nå målene i din sidste oplæring, inden du kan komme af sted.
Du skal være åben og positiv overfor at skulle opholde dig og arbejde i en fremmed kultur med et fremmed sprog.
Du skal deltage i alle forberedelsesmøderne, inden du tager af sted, og du skal tage ansvar for at forberede dig inden dit ophold i udlandet.
Du skal kunne rumme usikkerhed i forhold til planlægningen af, hvor du skal hen og detaljer i forbindelse med dit ophold
Du skal efter dit ophold deltage i evalueringsmøde og fremlæggelse af dit udbytte på en fællessamling, samt stå tilrådighed med dine oplevelser og erfaringer, hvis skolen får brug for din indsats.
Du skal lave et instagram take over, mens du er i oplæring i udlandet.
Du skal sende undringsvideoer(2-3 min) til den internationale koordinator hver uge.
Når du vil på udlandsophold, skal du udfylde to skemaer:
Skema 1: Klik her for download
Skema 2: Klik her for download
Erasmus+ er EU’s program for uddannelse, træning og samarbejde på tværs af lande i Europa.
Programmet giver elever mulighed for at tage en del af deres oplæring i udlandet med økonomisk støtte.
For SOSU- og PA-elever betyder det, at de kan få faglig erfaring fra pleje- og pædagogiske tilbud i andre lande.
Opholdet styrker både deres faglige kompetencer, sprog og kulturelle forståelse.
Samtidig bringer de ny viden og inspiration med tilbage til deres uddannelse i Danmark.
Vi samarbejder med en række plejecentre, institutioner og skoler i mange forskellige lande i Europa.
Det betyder, at du som elev kan komme i oplæring i udlandet på arbejdspladser, der matcher din uddannelse.
Opholdene kan foregå både i direkte samarbejde med udenlandske praktiksteder og via partnerskoler.
Hvor du kan komme hen, varierer fra år til år afhængigt af aktuelle samarbejdsaftaler.
Fælles for alle ophold er, at du bliver fagligt fulgt og støttet undervejs.
Du får mulighed for at opleve andre måder at arbejde med omsorg og pædagogik på.
For mere information om aktuelle destinationer og muligheder kan du kontakte skolens internationale koordinator.
Koordinatoren hjælper også med ansøgning, planlægning og praktiske spørgsmål før, under og efter opholdet.
Skolens strategi for internationalisering skal understøtte skolens overordnede strategi ”Sammen om uddannelse”, som bygger på følgende fem strategiske pejlemærker:
#1: Vi vil opbygge mangfoldige og inkluderende fællesskaber.
#2: Vi vil sikre meningsfuld sammenhæng i vores uddannelsesforløb.
#3: Vi vil danne rammerne for en skole, som vores elever, kursister og ansatte kan være stolte af.
#4: Vi vil nytænke vores læringsmiljøer, så de fordrer aktive og engagerede elever og kursister.
#5: Vi vil skabe positive fortællinger.
På Social- og Sundhedsskolen FVHser vi mangfoldighed som en styrke for læring, relationer og fællesskaber. Vores strategi for internationalisering skal derfor udvikle elevernes personlige kompetencer og menneskelige udsyn i en globaliseret og foranderlig verden. Det vil vi gøre ved at have fokus på inklusion på tværs af sociale, kulturelle og etniske baggrunde i skolens læringsmiljøer og ved at tilbyde udenlandsophold som led i vores uddannelsesforløb.
Med et udenlandsophold opnår eleven at:
• Øge sine sproglige færdigheder.
• Udvide sin sprog- og kulturforståelse.
• Fremme sin forståelse for danske værdinormer og praksis set i relation til fremmede kulturer.
• Forøge sine refleksive kompetencer og formidling heraf.
• Højne fagligheden i sit uddannelsesforløb.
• Udbygge sine internationale job- og karrieremuligheder.
Men det kræver en særlig ansvarlighed og engagement at planlægge og gennemføre et læringsforløb i udlandet. Derfor er udenlandsophold for de elever, som ønsker en ekstra udfordring i deres uddannelsesforløb, og som kan og vil tage et ekstra ansvar i forhold til deres egen uddannelse og dannelse til fagprofessionel til nutidens og fremtidens velfærdssektor.
Gennem udenlandsophold får eleverne virke som ambassadører for faget og Social- og Sundhedsskolen FVH ude i verdenen, og understøtter således Social- og Sundhedsskolen FVH’s deltagelse i internationale samarbejder. Endvidere øger udenlandsophold bredden i rekrutteringsgrundlaget for skolens uddannelser og er med til at skabe gode historier om de fag, som vi uddanner og danner eleverne til.
Således bidrager skolens strategi for internationalisering til at leve op til skolens mission og realisere skolens vision.
Vil du have yderligere inspiration og viden, kan du se uddannelses- og forskningsministeriets hjemmeside for udlandsoplæring Grib Verden.